Specialskibe rider højt på miljøbølgen

A2SEA har haft kraftig medvind på markedet for havvindmøller, siden firmaet første gang fik lov at demonstrere et dansk udviklet installationsskib.

Der er stigende interesse for havvindmøller verden over, fordi vinden ofte er kraftigere og mere jævn på åbent hav. En række lande satser massivt på havvindmølleparker med England som et af de mest progressive. Dermed ser den nære fremtid lys ud for firmaer som A2SEA.

Firmaet er specialiseret i at hente havvindmøller på kajkanten og sejle dem til vindmølleparker, hvor de installeres direkte fra skibet på fundamenter i havet ved hjælp af en kran på dækket, der kan løfte 450 tons, og fire ben til at stabilisere skibet på havbunden.

Kunder skeptiske
Den løsning viste sig at være både billigere og væsentlig mere effektiv, end hvad man hidtil havde været i stand til. A2SEA leverede således i 2002 sit første projekt til omtrent halv pris af, hvad konkurrenterne kunne tilbyde.

Indtil da havde det ellers været en barriere at overbevise de første kunder om løsningens potentiale. Men efter at firmaet valgte at investere i to skibe, som kunne demonstrere løsningen, har A2SEA haft kraftig medvind. Fra 2002 til i dag har A2SEA installeret 65 pct. af alle verdens havvindmøller og er vokset fra fire til 250 ansatte.

At A2SEA opererer i det globale marked for grøn energi, har vist sig gavnligt for virksomhedens mulighed for at skaffe kapital. Det har også gjort det lettere at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere.

Flere services
A2SEA's strategi er i dag at udvikle forretningen ved at tilbyde flere services til samme kundesegment. A2SEA tilbyder en totalløsning, hvor firmaet tager ansvar for hele opsætningen af havvindmølleparker.

Med en forventet ottedobling af energiproduktionen fra havvindmøller indtil 2020 ser den nære fremtid lys ud for A2SEA. Virksomheden regner ikke med, at hverken deres egne eller konkurrenternes installationsfartøjer kommer til at ligge stille de næste mange år. I 2010 bestilte A2SEA et nyt installationsfartøj på COSCO-værket i Kina. Dette første fartøj, et såkaldt 2. generations installationsfartøj, leveres i efteråret 2012. I 2011 tages stilling til, om et yderligere fartøj skal bestilles til brug i 2014.

A2SEA blev etableret i 2000 og er specialiseret i at transportere og opsætte havvindmøller.
Firmaet omsatte i 2010 for 600 mio. kr. og har 250 ansatte.

www.a2sea.dk

Casen er opdateret i august 2010