Plasticaffald forsvinder i vasken

Plasticaffald bliver til badeværelsesinventar, vaske eller bordplader hos finske DURAT. DURAT's produkter er lette at reparere, og de kan genbruges.

Klodens miljøproblemer rejser naturligt spørgsmål a la: Hvordan kan man sikre mere bæredygtighed i produktionsvirksomheder? Det privatejede firma DURAT forsøger at komme med svar.

DURAT blev etableret i Finland i 1990 med den ambition at bekæmpe forurening ved at indsamle råt plastikaffald fra fremstillingsvirksomheder i Finland og Sverige og lave det om til et førsteklasses produkt ved at anvende moderne teknologi og støbe-systemer.

Kan repareres og genbruges
Produktet DURAT er et hårdt overflademateriale, som består af cirka 30 pct. genbrugsmateriale og som i sig selv er 100 pct. genanvendeligt. Derudover kan DURAT let repareres, eksempelvis kan ridser og skrammer fjernes med sandpapir. DURAT bliver blandt andet anvendt i mere end 40 forskellige badeværelsesgenstande, i køkkener, cafeer og restauranter, på hoteller og skibe.

DURAT blev til i en periode med økonomisk depression, som betød, at grundlæggerne havde den fornødne tid til at udvikle deres unikke innovation og design. Grundlæggerne prioriterer stærke og varige partnerskaber med arkitekter og designere over hele verden. Disse partnere har integreret DURAT's materialer i forskellige, internationalt anerkendte indretningsserier. Derudover holder grundlæggerne fast ved varige partnerskaber med virksomheder, som forsyner dem med plastikaffald.

Får affald fra partnere
Produkt-idéen er baseret på en opfattelse af, at bæredygtig udvikling er afgørende for verdens velbefindende. I takt med at DURAT vokser, bliver der lagt mere og mere vægt på også at skabe jobs, både i Finland og i Kina, hvor DURAT har etableret sit første joint venture. Virksomheden i Kina forsyner DURAT med affaldsplast.

I takt med at forretningen udvikler sig, har brandet tiltrukket sig stor interesse fra medierne, arkitekter og designbranchen. Derudover har DURAT's image som miljørigtigt førsteklasses produkt givet mulighed for partnerskab med eksempelvis NOKIA.

DURAT blev stiftet i 1990 og har i dag 31 ansatte. DURAT's mål er i dag at blive endnu bedre til at drive forretning og blive mere bæredygtig ved at genbruge alle materialer og ikke selv producere affald.

www.durat.com

Casen er opdateret i januar 2010