Fattige får chancen på luksushotel

Rejsebureauet Topas har med succes hyret lokale stammefolk til at arbejde på en økologisk luksus-lodge i Vietnam.

Rejsebureauer forsøger i dag at skabe unikke og autentiske oplevelser for deres kunder — oplevelser som gør, at det enkelte bureau skiller sig ud fra sine konkurrenter.

Ved at involvere lokalbefolkningen i isolerede og naturskønne dele af verden i driften af hoteller og andre turistaktiviteter kan et rejsebureau skabe rejsemål, som bevarer deres værdi. Samtidig hjælper et sådant initiativ lokalbefolkningen til uddannelse inden for turisterhvervet. For mange er det en vej ud af fattigdommen.

I 2003 byggede det danske bureau Topas luksusresortet Topas Ecolodge på en bjergtop, dybt inde i Sapa-dalen i det nordlige Vietnam. Forretningsformålet med resortet er at koble en række oplevelser i storslået natur om dagen med muligheden for at slappe af i komfortable omgivelser om aftenen.

Engelsk i arbejdstiden
Den daglige ledelse af resortet varetages af et dansk ægtepar, og alle medarbejdere på nær fire, er vietnamesere fra lokalområdet. Alle er de uddannet af Topas. Ecolodgen er, sammen med Topas' tilknyttede aktiviteter i Vietnam, blevet en kommerciel succes og udgør nu 7 pct. af Topas samlede omsætning. I 2008 havde ecolodgen cirka 6.000 besøgende fra hele verden.

Den primære arbejdskraft udgøres af stammefolk, som uddannes af to danske medarbejdere, der begge bor og arbejder på lodgen. De 40 stammefolk, der arbejder på lodgen, lærer at arbejde i køkkenet og servicere gæster, og de lærer om almindelig vedligehold og rengøring. En gang om ugen modtager de også engelskundervisning.

Flotte anmeldelser
Efterhånden er de lokale blevet så dygtige til hotel- og restaurationsdrift på bjerget, at et ophold på ecolodgen fik fire ud af fem stjerner af den ansete webbaserede rejseguide Tripadviser.com.

Den uformelle uddannelse, som Topas tilbyder de ansatte, er af høj værdi, ikke kun for Topas, men også for stammefolkene selv. I Vietnam er det nemlig sådan, at 80 pct. af alle stammefolk ikke modtager nogen uddannelse. Uddannelsen på lodgen giver derfor mange af stammefolkene en chance, de ellers ikke ville have fået.

Baseret på erfaringerne fra Vietnam planlægger Topas at udbygge sit ecolodge-koncept til andre dele af verden, blandt andet til Bolivia. Derudover vil virksomheden udvide lodgen i Vietnam.

Topas er et rejsebureau, der har specialiseret sig inden for oplevelsesrejser over hele verden, såsom rejser over indlandsisen, vandringer mellem vulkaner og trekking i Vietnam. I Danmark har Topas 20 ansatte og omsætter for ca. 67 mio. kr.

www.topas.dk

Casen er opdateret i januar 2010