Jeg vil håndtere nye krav
Nye krav til virksomheden kan være en inspiration til at tænke nyt og innovere.
Kravene kan komme fra mange forskellige steder:
- Myndigheder – f.eks i form af lovkrav
- Kunder – f.eks i form af krav om, at leverandørerne fremstiller produkter, der tager hensyn til miljøet
- Forbrugere – f.eks i form af krav om, at produkterne ikke er produceret under dårlige arbejdsforhold i den tredje verden.
Du kan vælge at tackle den slags krav på to måder:
- Du søger selv innovative løsninger, der kan bringe dig på forkant i det marked, der opstår som følge af de nye krav.
- Du samarbejder med dine virksomhedskunder eller leverandører om at udvikle nye og mere bæredygtige løsninger.
Krav skaber nye ideer
Måske sælger du til en virksomhed, der stiller høje krav til miljø og sociale forhold. Brug det som en kilde til innovation. Måske kan det endda være, at kunden sammen med dig vil være med til at udvikle et produkt, der lever op til forbrugernes krav om bæredygtighed.
Eller måske kan du sammen med din leverandør finde frem til nye måder at erstatte et produkt, som skal udfases på grund af skærpet miljø-lovgivning.
Få indflydelse på fremtidens krav
Store virksomheder bruger ofte mange ressourcer på at aflæse og påvirke fremtidige krav inden for deres markeder.
Måske kan du få indsigt i fremtidens krav – og mulighed for at påvirke dem. Prøv at gå gennem din brancheorganisation eller dit netværk.
Er du sikker på, at du er længst fremme i bussen i forhold til fremtidens krav? Tjek hvad dine konkurrenter gør.




